Afrovaganza danser snart igen

I slutningen af oktober sidste år gik jeg småforvirret rundt i vores hus omkring kl. syv om morgenen. Jeg havde for en gangs skyld formået at holde mig vågen hele festnatten, og jeg sjokkede nu rundt i store ølsjatter lidt for mig selv, satte noget småmelankolsk musik på, og regnede egentlig med, at festen så småt var forbi. Mange hundrede gæster havde været forbi vores umiddelbart så skrøbelige hus, og endnu engang bevist at man ikke skal skue hunden på hårene - Kanadavej 15 er ikke sådan lige til at vælte. Men nu var det igen overstået - de mange måneders uendelige Facebook-opdateringer var slut, og nu kunne jeg så småt finde de mange tusind-bundter frem fra gemmestederne, og tælle aftenens velgørende overskud sammen. En aften var overstået. En kaotisk auktion, en glimrende koncert, en flamboyant homo-bar, et gyngende dansegulv og mennesker overalt. Det var det. Eller hvad?


Jens Lekman blev pludselig overdøvet af en larm fra overetagen, og jeg trippede op ad trappen for at høre hva' fa'an det var. Det kom fra Uffes værelse. Jeg tog fat i håndtaget og forsøgte at åbne døren, der plejer at gå op med et ordentligt knirk. Det ku ikke lade sig gøre. Der var helt proppet til med mennesker, og jeg forstod nu at alle de resterende gæster var søgt mod husets mindste værelse, for at danse solen op. Jeg fik møvet mig ind, og stod pludselig med armene i vejret og benene i Uffes seng og dansede til Jermaine Stewart med 30 andre mennesker på halvt så mange kvadratmeter . Mederne knækkede og billedrammerne flækkede, men den blinkende cykellygte der hang i vindueskarmen holdt pulsen oppe. Folk var ikke klar til at slutte festen her, og Uffe var ikke klar til at sende folk ud af værelset - den seng var alligevel bare et efterladenskab fra husets forhenværende ejer.


Endnu en fustage blev koblet til systemet, fadøllene hældt op og festen sluttede først da... eller næh festen sluttede vel egentlig aldrig. Søndag aften stod et par unge gutter i hvert fald stadig og hørte psy trance inde på mit værelse med fadøl i hånden.


Det var uforglemmeligt. I ordets egentligste forstand. Så forbandet sjov en oplevelse, at vi bliver nødt til at gentage det.


D. 10. april tester vi igen husets fundament, og inviterer alle de mennesker der har lyst til at danse, drikke, larme, snakke, spille og kaste urimelige mængder dollarbundter efter Afrika forbi Kanadavej 15.


Mere info følger. Snart


Hilsen Martin